Aggression

Aggression er en normal, naturlig adfærd for hunde, når de skal beskytte sig eller prøve at løse konflikter. De kan ikke tale en angribende eller modstander til fornuft eller inddrage deres sagfører, og derfor benytter de sig af den eneste mulige udvej, når noget går dem på. Midlet mod aggressionsproblemer er at finde frem til den årsag, der ligger bag ved denne aggressive adfærd, og løse problemerne for hunden, før hunden selv forsøger at løse sine problemer.

Årsager og problemer

Aggressioner rette mod mennesker skyldes hyppigt, at hunden føler sig truede og reagerer for at beskytte sig selv. Det er altid en årsag, til at hunden udviser aggression, og nøglen til løsningen består i at finde årsagen.

Mange hunde er frygtsomme, fordi de ikke som hvalpe blev vænnet til mennesker. Hunde behøver ikke at have  dårlige erfaringer – det er nok manglende erfaringer med mange mennesker af forskellige alder og personligheder, når hvalpen er i den kritiske alder for socialiseringen mellem tre og 12 uger.

Angstfaktorer

Undersocialiserede hunde er bange for fremmede og føler sig kun sikre sammen med familiemedlemmer, som de har lært at have tillid til. Visse undersocialiserede hunde  kan godt være sammen med voksne mennesker, men er meget bange for børn. Mangel på gode erfaringer med børn som hvalpe kan resultere i en angst for børn, der fører til aggression. Børn er mindre en voksen, de bevæger sig hurtigere, og deres stemmer ligger i et højre stemmeleje. Derfor kan de virke meget skræmmende på nogen hunde, der hurtigt lærer, at aggressivitet holder børnene på afstand.

Visse hunde har haft dårlige erfaringer med mennesker. Det kan have været fremmede, som har gjort dem bange eller ondt, måske uden at ville det. Hunde Har en godt hukommelse og er især som hvalp modtageligt for indtryk. Hvis hundene ikke som modvægt opnår erfaringer med disse eller tilsvarende mennesker, kan de blive bange for , at denne type menneske vil skræmme eller gøre dem fortræd igen.

Hunden kan ligeledes være gjort fortræd eller skræmt af deres ejere. Ukyndige ejere straffer hyppigt deres hund i et forsøg på at træne den. Det lære sjældent hunden, hvordan den skal opføre sig, men ødelægger hundens tillid, og den kan lære at blive aggressiv for at få sine ejere til at standse afstraffelsen.

hunde, der er blevet skræmt eller gjort fortræd af mennesker, vil som regel være bange for – og derfor aggressive imod – bestemte mennesker eller handlinger, som for eksempel når en person hurtigt løfter hånden over hovedet, når en person er fuld, eller når en ejer er sur og har sendt hunden hen i dens kurv. hunden kombinerer tit alle de forhold, der er til stede, da den blev gjort bange eller fortræd, og ville blive aggressiv, når netop disse udløsende faktorer atter forekommer.

Husk at frygtsomme hunde skal have lidt tid til roligt at overvinde deres angst i sikre omgivelser. Hold øje med hundes kropsholdning, den sideværts stilling og det bortvendte blik er ikke truende, og det medvirker til, at hunden kan samle mod til at bevæge sig fremad og hilse på dig.

Selvsikre hunde

En hund skal have selvtillid for at være aggressiv. Velopdragende hvalpe udviser sjældent ægte aggression, før de er blevet omkring 7 måneder gammel, hvor de begynder at tro mere og mere på deres egne evner. Hunden kan værre mere selvsikker og derfor mere tilbøjelig til at være aggressiv, når den er sammen sin ejer eller befinder sig i et snævert rum så som en bil. Der er størst sandsynlighed for, at hunde med stærke karakterer som for eksempel vagthunde har tilstrækkeligt selvtillid til at være aggressive. De iltre terrierracer er hurtige til at vise aggression – de bider først og tænker bagefter – sådan som der krævedes, da deres forfædre stod overfor store modstandere såsom grævlinger og ræve nede i deres bo. Skarpe, reaktive racer såsom collier er gerne mere følsomme og har derfor større tendens til at blive bange end andre racer. De savner tit selvtillid, hvorfor de som regel snapper eller bider, hvorefter de fjerne sig.

Hunde, der knurrer, snerrer eller aggressivt gør udfald uden at søge fysik kontakt, forsøger som regel at skræmme folk væk. Hunde er tit lige så præcise med deres mund, vom vi er med vore hænder, så  hvis de ønsker at opnå kontakt, får de det også. Disse former for truende adfærd er ofte larmende og voldsomme, da det giver den bedst mulighed for at skræmme “angriberen” væk. Hvis det ikke virker, og folk fortsætter med at komme nærmere, eller hvis der ikke er tid til at give advarsler, kan hunden være nødt til at bide. Hunden kan ikke bede dig pænt om at blive væk, så de må prøve anden udvej. Enten læser de fleste folk ikke hundens frygtsomme kropssprog, eller også lægger de ikke mærke til det. I stedet for fortsætter de med ta nærme sig , indtil hunden er nødt til at reagere. Hunden bliver tit straffet for at afgive de tidlige advarselssignaler såsom knurren, indtil de til sidste holder op med at udsende dem. Som følge deraf vil dei stedet højst sandsynlig bide uden advarsel, og det kan være meget farligt.

Sådan løses problemet

Når først en hund har lært at anvende aggression til at holde folk på afstand, har ejeren behov for hjælp fra en adfærdsbehandler for familie dyr for at få bugt med problemet på en sikker måde. For at hjælpe hunden af med dens angst for mennesker er de nødvendigt at udsætte den for omhyggeligt kontrolleret, gradvis, gentagende kontakt med en bestemt person, indtil de er blevet gode venner, og hunden har lært at stole på denne person og nyder vedkommendes selskab. Når det har fundet sted med 10 forskellige personer, begynder de fleste hunde at generalisere og indser, at det er ufarligt at være sammen med mennesker.  Men der kan godt tage meget lang tid og kræver stor tålmodighed. Det kræver en god ejer, som vil påtage sig sit ansvar uden at være underkuende, eftersom hunden er nødt til at lære at stole på ejeren for at få vejledning og sikkerhed.

Hvis man stiller sig og længer sig indover hunden på en sådan måde at hunden bliver bange og man har direkte øjenkontakt og en løftet hånd, virker det skræmmende på en undersocialiseret hund. Den vil sænke ører og hale og træde tilbage over bagbenene parat til at flygte eller krybe sammen, muligvis advare dig med gøende mod at komme nærmere.