Tævens kønsliv – Løbetid

Rovdyr i naturen har som regel løbetid – parringstid – en gang om året, således at ungerne kommer til verden i det sene forår eller den tidlige sommer, da forholdene er gunstigs  for deres pasning og trivsel.

hunden har gennem årtusinder været nært knyttet til mennesket, har levet i opvarmede huse, har fået føde af mennesket og er derfor mere uafhængig af årstiderne. De gunstigere vilkår har efterhånden ført til, at brunsten indtræder hyppigere. Der findes i dag meget få hunderacer, der kun har en løbetid om året. Langt de fleste har to.

Løbetid

Når tæven er kønsmoden, indtræder den første løbetid. For små racer oftest i 7-8 måneders alderen., for større racer senere. Helt op 18-20 måneders alderen ligger inden for det normale. Undertiden er første løbetid så kortvarig og ledsager af så ringe blødning, at den overstås, uden at ejeren opdager dette. Tidsrummet mellem løbetiderne er individuelt: 6, 7, 8 eller 9 måneder.

Løbetiden begynder med, at partiet omkring kønsåbningen, der hos en ung tæve normalt er meget lille og snæver, gradvist hæver op, og tæven begynder at bløde. Først kun en enkelt dråbe mørkt blod. I løbet af et par dage finder man blodklatter rundt omkring i huset. Hvad enten tæven skal parres eller ikke, er det af betydning at vide, hvilken dag løbetiden er begyndt. Med store hunde er der som regel ikke noget at tage fejl af – med små, navnlig langhårede hunde kan de første tegn let overses.

Når løbetiden nærmer sig, hold da øje med tæven dagligt. Tilhører hun en trimme- eller klipperace, så få hende trimmet eller klippet ned, så er det lettere at kontrollere, hvornår hendes løbetid begynder. Er du i tvivl, om det er sket, så stil tæven op på et bord, på en avis, og lad hende stå lidt der. Hold hende ved hovedet så hun ikke kan slikke sig ren. Hvis hun er løbsk, vil der i løbet af nogle minutter samle sig en dråbe blod, så der ikke er noget at tage fejl af. Enkelte tæver kan imidlertid gennemføre deres løbetid så godt som uden blødning. Dem må man naturligvis holde ekstra godt øje med: Kigge dem bagi næsten dagligt, når løbetiden nærmer sig.

De første dage af løbetiden sker der som regel intet. Dog bør man ikke lade tæve slippe ud eller løbe frit.