Hvorfor ruller hunden sig i møg?

En adfærd, der volder nogen sippede hundeejer kvaler, er deres hunds lejlighedsvis trang til at smide sig ned over noget ildelugtende, den finder på gå turen, som den så uhæmmet smider sig i frem og tilbage over det gentagende gange. Hunden kan vælge et råddent kadaver, som den pludselig opdager. Det kan være kokasse eller en hestepære. Vi har oplevet en stor andelort der var grøn, slimet og lugtede forfærdeligt. Det er blevet forslået, at det skyldes hundens forsøg på at “overdøve” en rivalduft med sin egen. Denne tydning stammer fra observationer af, at en hund føler sig tvunget til at lette ben og urinere, når den støder på steder, hvor andre hunde før den har gjort det samme.

Der er imidlertid en brist i denne forklaring. Den personlige duft, der efterlades ved at gnide sig op ad en genstand, er meget svagere end den, der stammer fra urin eller afføring. De lugtende ting, hunde væger at ruller sig i, har en særlig kraftig duft, og hvis funktionen af adfærden skulle være at tilsløre denne, ville det være fornuftigere at bruge urin og afføring i rigelige mængder. Men en sådan reaktion er aldrig blevet observeret .Det viser tydeligt, at den rullende hund ikke gør sit bedste for at maskere den “ildelugtende” genstand, og andre forklaringer må søges.

Det mest nærliggende svar er, at hunden ikke prøvet at efterlade sin lugt på genstanden, men faktisk det modsatte. Ved at rulle sig i en kokasse eller andre dyrs ildelugtende afføring, f.eks. hestes og hjortes, dækker hunden sin pels med en fremmed lugt. Det give derved den perfekte kamuflage under jagt på netop disse dyr. Selv et rådnende kadavers stank giver hunden en minder rovdyrlugt, skønt den ikke minder så meget om en “byttelugt”.

En anden tydning opfatter denne “fremmedelugt” som en måde at overføre informationer til gruppens andre medlemmer på. Hvis en hund støder på et muligt byttedyrs afføring og ruller sig i den, og derefter vender tilbage fra sit spejdertogt for at slå sig sammen med de andre hunde, kan den fortælle dem om sit værdifulde fund og derved tilskynde dem til gruppejagt. Det er i hvert fald rigtigt, at en hund, der har smurt sig ind i afføring, bliver genstand for en værdig interesse fra andre hundes side (om end mindre fra den ejere). De samles omkring den g snuser ivrigt til den, imens de aflæser disse spændende nye duftsignaler. Men om dette i naturen faktisk fører til en øjblikkelig jagt vide ikke endnu.

Den kendsgerning, at hunde i laboratorieforsøg ruller sig i mange forskellige stærkt lugtende stoffer inklusive citronskræller, parfume, tobak, råddent affald, er blevet tolket som en svaghed ved gåde kamuflageteorien og teorien om jagttilskyndelse. Den alternative forklaring  lyder på, at hunde falder i en slags lugte-ekstase, når de støder på en hvilken som helst stærkt lugtende genstand uanset den specielle egenskab. Det er svært at bevise eller modbevise sådan en idé, så den er af ringe værdi. Men det er værd at huske på, at da adfærden i sin tid blev udviklet, var der stor sandsynlighed for, at den stærke lugt, dyret ruller sig i, stammede fra et byttedyrs afføring. Kadavere lå ikke længe mok til at rådne og stinke. I naturen ville e være blevet fortæret, inden det nåede så vidt. Og de andre forsøgsdufte som parfume og tobak var ikke tilgængeligt for urstamformen. Så nutidens hunde reaktioner på dem har ringe eller ingen værdi i relation til overlevelse.