Hvorfor logrer hunden?

Hvad skeer der i den logrende hunds hoved? I virkeligheden ønsker dyret at blive og at fjerne sig. Trangen til at fjerne sig er enkel – den er forårsaget af frygt. Trangen til at blive er mere kompleks. Faktisk er den ikke en, men mange tendenser sammenblandet. Hunden kan ønske at bliver, fordi den er sulten, venligsindet, aggressiv eller af en helt anden årsag. Derfor er det svært at rubricere logren til kun at have en betydning.  Den er et visuelt signal der altid bør læses i sammenhæng med de andre handlinger, der finder sted samtidigt. Nogen eksempler kan hjælpe til at tydeliggøre dette: Hvalpen logrer ikke, når de er meget små. Den tidligste registrerede logren hvalpe man kender til er registreret hos en sytten dage gammel hvalp, men det er usædvanligt. I tredivedagesalderen logrer omkring 50% af hvalpene, og adfærden er fuldt udviklet i niogfyrredagessalderen (dette er gennemsnitstal; der er racevariationer).

Den sammenhæng, logren først viser sig i, er tævens digegivning. Når hvalpene lægger sig på række langs hendes krop, og hun begynder at die dem, logrer de voldsomt. Det er let at tyde det som den nye hvalpes “venlige velbehag”, men hvis det er tilfældet, hvorfor viste denne logren sig så ikketidliger, når hvalpen var f.eks. to uger gammel? Mælken var lige så vigtig for hvalpene i den alder og deres hale veludviklet nok, så hvad manglede der? Svaret er: indbyrdes konflikt mellem hvalpene. I tougersalderen klumper hvalpene sig sammen for at holde varmen og for velbehages skyld, og der er endnu igen særlig konkurrence mellem dem.

I seks til syvugersalderen , hvor logren når sit højdepunkt, er hvalpene imidlertid nået til den sociale fase, hvor de generer hinanden og slås indbyrdes. For at spise hos moderen, er de nødt til at være meget tæt på hinanden – tæt på den krop, der kort forinden nappede efter den eller jagtede dem. Det skaber frygt, men frygten overskygges at trangen til at spise fra de sætsiddende digevorter. Så når hvalpenedier, er de i konflikt mellem sult og frygt – de ønsker at blive i nærheden af dievorten, og ikke i de andres hvalpes nærhed. Det er denne konflikt, der førte til de tidligste udtryk for logren hos hunde.

Kvaliteten af logren varierer. Hos mere underdanige hunde er bevægelsen slatne og brede. Hos affressive dyr er de mere stive og korte. Jo mere underdanigt et logernede dyr er , jo mere sænket det halen. Den selvsikre hund logrer med et højt løftet hale.

Hvis man kan observere alt dette ved at iagttage hunde (og ulve), når de møder hinanden i forskellige sociale sammenhæng, hvorfor er logren så så ofte blevet misforstået og tydet som et signal på venlighed? Svaret er, at vi meget mere bekendt med menneske/hund- hilsener end med hunde/hund-hilsnener. Hvis man har flere hunde, er de som regel sammen hele tiden, medens man selv skilles fra dem g genforenes med dem adskillige gange i løvet af dagen. Så det, vi ser er den venlige, underdanige hund, der hilser sin familie, som den betragter som det dominerende medlem af dens flok. Den overvældende følelse ved disse lejligheder er venlighed og begejstring over at se sin flokfører igen, men denne tiltrækningskraft har et skær af frygtsom hed, der er nok til at udløse konfliktsignalet halelogren.

Dette er svært for os mennesker at acceptere, fordi vi ikke bryder os om at tænke på, at vores hunde har andet end kærlighed tilovers for os. Jeg synes personligt at det lyder lidt underligt, da jeg føler at de virkelig holder af os. Ideen om at de også frygter os lidt, appellerer ikke til os. Men tænk på vores størrelse – vores lodrette højde – i forhold til deres. Vi tårner os op over dem, og det alene gør den urolige. Føj yderligere til, at vi på så mange området er dominerende over dem, og at de er afhængige af og i flere henseende; så er det virkelig ikke så overraskende, at deres  sindsstemning er så blandet.

Til sidst skal nævnes, at logren ud over at være et visuelt signal også regnes for at overføre duftsignaler. Det er igen svært for os at forstå, medmindre vi betragter verden ud fra hundens synspunkter. HUnden har personlig dufte, der udskilles af analkirtler. Stive, voldsomme logrebevægelser virker rytmiske sammenpressede på disse kirtler. Hvis halen holdes oprejst, som den gør hos selvsikre hunde, vil den hurtigt bevægelse af halen på drastisk vis øge udsendelsen af analduftene. Selvom vores næser ikke er fintmærkende nok til at opfange disse personlige dufte har de stor betydning for dyrene selv. Det er denne ekstra bonus, der tvivlsomt har ført til denne store rolle, en simpelt til.og-fra konfliktbevægelse i form af logring nu har fået i hundes sociale verden.