Hvorfor letter hanhunden ben?

Alle er formentlig klar over, at hanhundens urinering er mere en blot en udskillelses af kroppens affaldsstoffer. Hver gang man går tur med hunden er dens hovedinteresse at aflæs de duft signaler, der er lagt af andre forskellige hanhunde på ruten. Enhver træstamme og lygtepæl bliver undersøgt nøje med dirrende næsebor. Når så duftmærket er blevet omhyggeligt læst, afleverer hunden sit eget duftmærke, der sletter det gamle med sine kraftigere duft.

 Som hvalpe sætter både hanner og hunner sig på hug for at urinere, men puberteten omkring otte-nimånedersalderen begynder hanner at løfte det ene bagben, når de skal efterlade deres duftmærke. Det løftede ben holdes udstrakt med kroppen i en vinkel, så urinstrålen rettes vandret udad og ikke nedad. Denne trang til at lette ben er så stærk, at en hund efter en lang tur med mange duftposter pludselig løber for urin og ikke længere er i stand til at sætte sit duftmærke. I sådanne situationer kan man se hanhunden desperat prøve at klemme blot et par dråber ud for at kunne afleveres “visitkort”. Selv med fuldstændig tømt blære fortsætter hunden med at lette ben, så uafhængig er den adfærd blevet for hunden.

Den er ejendommelig nok også afhængig af hannernes virilitet. Hanhunde, der er blevet kastreret før puberteten, begynder at lette ben i samme alder som den. der er fuldt ud seksuelt aktive, altså dem der ikke er kastreret. Så skønt det er et typisk voksent hanlige adfærdsmønster, ser det ikke ud til at stå i forbindelse med mængden af det hanlige kønshormon testosteron. Men selv om adfærden ikke forårsages  af tilstedeværelsen af kønshormon, efterlader den helt sikkert besked om hundens seksuelle tilstand, fordi der udskilles kønshormoner i urinen. Samtidig afleveres også specielle, personlige sekreter fra andre kirtler, som giver duftmærket kvalitet af identitetskort.

Der er blevet forslået 3 grunde til , at hanner skulle lette ben frem for at sætte sig ned på hug. Den første og måske vigtigste er nødvendigheden ag at holde duftsignalerne så friske som muligt. Hvis de placeres på jorden, er dei en større “farezone”, end hvis de anbringes på en lodret flade. For det andet afsættes durtstænkene i andre hundes snudehøjde, hvad der gør dem både mere tydelige som duftspor og nemmere at opsnuse. For det tredje hjælper de med til at informere andre hunde og minde duftafmærkeren selv om, hvor de er lokaliseret. Man kan se en hund nærme sig en isoleret post fra lang afstand blot for at snuse til den, og lette ben. Udvælgelsen af lodrette afmærkningessteder hjælper med andre ord med til at indskrænke antallet af steder, hvor der kan findes dufte.

Et biprodukt af dette hanlige adfærdsmønster er, at det også gør det lettere for en hund at identificerer en anden hunds køn på afstand ved blot at iagttage dens silhuet, når den stopper op og for at urinere. Denne information kan der så reageres på, når der skal træffes beslutning om at nærme sig eller holde sig væk.

Hvad er det nøjagtige budskab, der overføres via duften, afsat på de poster, der er valgt til at lette ven op ad? Der er blevet forslået flere muligheder og de er sandsynlige alle korrekte. Det første forlag går på, at budskabet er beregnet på hunden selv. Ved at afsætte en duft at sig selv overalt på dens gåtur, gør hunden området kendt for sige selv. Når den vender hjem, fra gåturen, vil den lugte sig selv og være klar over, at den er på hjemmebane. Vi føler os hjemme inden for vores fire vægge, fordi de er fylddt med vores personlige ejendele. Hunden føler sig hjemme, fordi den ha afsat kendetegn på sit territorium med duften “optaget”.

Den anden opfattelse antyder, at budskabet er beregnet til andre hunde, idet det fortæller dem omm denne specielle hunds seksuelle tilstand og territoriale tilstedeværelse. Det bkan tjene til at bringe kønnene sammen eller advare andre hanner om indtrængen. Et modargument er, at hanner erfascinerede af andre hundes dufte og aldrig går uden om deres duftmærker i frygt for bæven. en selv om disse mærker aldrig er direkte truende, behøver det ikke at betyde, at de ikke virker som markering af , at området er “optaget”. For det tredje går en speciel variation af denne sidste påstand ud på, at den virkelig baggrund for duftmarkering er time-shering. Når grupper af hundefamilier i naturen er nødt til at leve tæt op af hinanden med et minimum af konflikter, hjælper det med til at fortælle hvor og hvor ofte nabogrupper passerer forbi. Da duftmærkets styrke og kvalitet afhænger af dets friskhed, er det muligt at tage bestik af hyppigheden, hvormed andre flokke patruljerer i området. Time-shering af bestemte zoner bliver derved muligt mellem grupper, der undgår hinanden i stedet for at kaste sig ud i direkte og muligvis skadelige konfrontationer.

Studier af frit omstrejfende landbyshunde afsløre, at de bruger op til 2-3 timer hver dag på at kontrollere alle duftmærker på deres territorium. Det betyder, at de tilbagelægger adskillige kilometer dagligt, hvorunder hver eneste duftmærke på ruten omhyggeligt aflæses for dets seneste budskab. Selvom det kræver meget tid og mere arbejde, giver det ikke desto mindre hver hund i en bestemt by et fuldstændig hundelandkort over området med oplysninger om den lokale hundepopulations størrelse, ved bevægelser, seksuelle tilstand og identitet.

Almindeligvis regner man ikke med, at hunhunde letter ben, men det er ikke helt rigtig. Omkring en fjerdedel af alle hunhunde letter det ene bagben, når de urinere, men de gør det på en anden måde end hanner. Hunner løfter det ene ben op under kroppen i stedet for at stikke det ud til siden. Vores hunner løfter nu benet ud til siden. Derfor rammer hendes urin stadig jorden frem for en lodret flade. Undertiden klarer den problemet med en klodset udseende “håndstand” hvorunder den går baglæns op ad en post eller mur og derpå urinerer med begge bagben løftet fra jorden. Meget sjældent kan en hun dog lette ben på hanfacon. Dette gør to af vores hunner.

 _Z1Q4108