Hvorfor graver hunden ben ned?

For at forstå hvorfor tamhunde nogle gange graver ben ned, er det nødvendigt at se på, hvordan ulven jager i naturen. Små byttedyr, som f.eks. mus, bliver opsnuset, forfulgt og fanget og fanget af ulven, der arbejder alene. “Ulvespringet” fanger dyret under forpoterne. Så bliver det grebet med kæberne og hurtigt bid i slået ihjel, hvorefter det fortæres. Lidt større byttedyr som kaniner behandles på samme måde. Hvis en fangst af den størrelse volder vanskeligheder, bliver dyret rystet voldsomt, men som regel er nogle få bid nik til at nedlægge det . Byttedyr af mellemstørrelse som får og små hjorte dræbes ned halsbid. Det tager kun nogle få sekunder, for dyret er dødt. Der er ingen grund til at opbevare føden ved at gemme den, så længe der drejer sig om den slags byttedyr. Selv en lille hjort kan hurtigt fortæres af nogle få ulve. Hver voksen ulv er i stand til at sluge omkring 10 kilo kød i et enkelt måltid, og helt op til godt og vel 20 kilo på et døgn.

Kun i forbindelse med meget store fangster som store hjorte, kvæg eller heste har ulven et rigeligt oversku af kød. Selv i sådanne tilfælde forlader de normalt kadaveret efter at have ædt sig mætte for senere at vende tilbage til det. Hvis ulveflokken imidlertid er er lille og kun består af få voksen medlemmer, kan den tage den forholdsregler at flå store lunser kød af byttet og begrave dem. Den beskytter føden mod ådselsædere, især fugle som krager, ravne og gribben. I varmt vejr beskytter det også kødet mod fluer og maddiker. Normalt foregår nedgravningen nær byttet, men undertiden bæres kødlunserne hjem til hulen og skjules der. Gravehandlingen består af en hul-gravning med forbenene, imens kødet holdes mellem kæberne.Når hulheden er stor nok, åbner ulven kæben og lader kødet falde ned i. Så bruger den snuden til at skubbe jorden tilbage over hullet. I modsætning til katte bruger den aldrig forbenene til at fulde hullet, den har gravet. Når hullet er dækket til, foretager dyret nogle få nedadpressende bevægelser med snuden og forsvinder. Det vender tilbage næst da og graver kødet op med forbenene, griber det med kæberne, ryster det voldsomt for at fjerne jorden fra det og slår sig så ned for at fortære det.

Hvis vi vender tilbage til tamhunden, er det nu let at se, hvilken forhold, der skal være til stede, for at opmuntre den til at grav sin føde ned. For det første skal der være et fødeoverskud før hunden graver føde ned. En sulten hund vil ligesom sin ulvetamform æde alt, hvad den kan. Kun hvis der er overskud, bliver det båret ud i haven og gravet ned. Færdigpakket købefoder er, selv i hjem, hvor hunden bliver over foderet, umuligt at bære og holde fast i kæberne, imens hullet graves. Så hunde, der kun får blødt foder i deres madskål, får aldrig mulighed fora at begrave noget som helst. Men hvis de får store ben, har de endelig noget, der kan bære væk og skjule i et hul.

Ben er populære som nedgravningsobjekt, fordi de, selv omhunden ikke er overfoderet eller har noget virkeligt fødeoverskud. Benene bliver gravet ned da de ikke er lige sådan at fortære på engang eller bide i minder stykker.

Nogle tamhunde, der bliver overfoderet med blødt foder, kan ofte udføre et mærkeligt levn fødenedgravning. De ved at madskålens overskud af føde er god føde, men de er ikke sulten, så derfor forsøger de at grave hele madskåle ned. Dette kan være indenfor i huset. Som regel fortager hunden sig ikke andet end gravebevægelser med snuden. Det resultere gerne i, at skålen skubbes hen over gulvet, men har ingen anden virkning, og hunden opgiver snart sit forehavende. Sådanne hunde fortæller deres ejer at de får for meget mad. I stedet for at overlade maden til indbildt ådselædere, udfører dyret nogle a de handlinger, der skulle sikre føden til senere lejlighed.