Hvordan opfordrer hunden til leg?

Hos de fleste pattedyr aftager legesygen, efterhånden som dyrene bliver ældre. Undtagelser fra denne regel er hunde og mennesker. I løbet af vores udviklingshistorie blev vi selv “ungdommelige aber”, der bibeholdte barndommens nysgerrighed og vores legesyge i voksenlivet. Det var denne ændring, der gav os vores utrolige opfindsomhed, og det er kernen i vores forbavsende succes rige udvikling. Så det er ikke forbavsende, at det dyr, der står os nærmest som ven, deler denne udvidende legesyge med os.

Ligesom vi er ungdommelige aber, er hunde ungdommelige ulve. Alle hunderacer er normalt legesyge som voksne, selv efter at de har net en moden alder. Et af de problemer, de må løse er, hvordan de tilkendegiver over for andre hunde og mennesker, at de har lyst til at lege. Da leg ofte omfatter kunstig kamp og flugt, er det afgørende at vise, at en bestemt handling kun er leg og derfor ikke skal tages alvorligt. Det gøres ved at udføre specielle lege-invitationeshandlinger.

Det mest almindelige af disse “lad os lege” signaler er legebukket, hvor hunden sænker forkroppen og holder bagkroppen oprejst. Dens forben er i en “siddende spihnx” position, så dens bryst berører eller næsten rører underlaget, imens bagbenene i modsætning til forbenene er lodret strakt. I denne stilling fortager hunden små fremadrettede ryk, som om den siger “lad os slå os løs og lege”. Hvis modparten reagerer positivt på opfordringen resulter det i leg eller legeflugt. Da denne jagt eller flugt er blevet igangsat af det legesignalet, fører jagten aldrig til virkelige angreb og flugten aldrig til at den flygtende bliver alvorligt såret. I virkeligheden kan forfølgeren og den jagede med mellemrum bytte roller, og den hastighed, hvormed de skifter mellem den ene eller anden der viser, at de ikke reelt er aggressive eller bange, men blot leger med. Det er typisk for denne type leg, at dyrene løber rundt i store cirkler.

Oprindeligt blev det forstået så ledes, at legebukket er en modificeret strækkebevægelse. Den er faktisk meget lig den type benstrækning, der ses når en hund vågner og gør sig klar til aktivitet. Meningen skulle så være, at dyret ved at udføre strækkebevægelsen, antyder at det er afslappende, og at det angreb eller den flugt, det følger ikke er alvorlig ment. Men en mere sandsynlig forklaring er ganske enkelt, at bukket er en fastfrossen intentionsbevægelse for at springe op, noget i stil med den sammenbøjede stilling , en konkurrenceløber indtager, når der ventes på startskuddet.

Der findes flere andre typiske hundesignaler for opfordring til leg. Et af dem er det såkaldte lege-ansigt; et udtryk, som er et hunde-modstykke til det menneskelige smil, og som omfatter lignende træk. Læberne er trukket vandret tilbage, men ikke lodret. Munden bliver derved bredere, idet mundvigene trækkes mod ørerne. Kæberne er let åbne, men fortænderne vise ikke. På den måde er dette udtryk modsat en gal hunds snerren, hvor mundhjørnerne skubbes fremad og snuden rynkes opad for at afsløre fortænderne. En hund, der viser lege-ansigt er overhovedet ikke aggressiv.

Andre tilskyndelser til leg omfatter puf, given poter og tilbyden af forskellige genstande. Puf med snuden er afledt af hvalpenes skubbebevægelser, når den diger hos moderen. Potegivning til eller mod en legekammerat for at få vedkommende til at lege er også afledt af hvalpenes spiseadfærd. En legesyg hund kan f.eks. sidde stille og stirre på sin legekammerat og pludselig gøre nogle nedadrettet bevægelser med en ene forpote i luften, som om den vinker.

“Tilbyde”-signalet er et forsøg på at drille en eller anden til at lege. Hunden kommer med en genstand, f.eks. en bold eller en gren, og lægger sig foran dens legekammerat med “gaven” mellem forbenene. I det øjeblik, man prøver at samle tingen op, snupper hunden den og stikker af. Hvis man jagter hunden, har den haft held med sig – man er blevet inddraget i et legemønster. Hvis man giver op, gentages tilbuddet.

En hund der er i højt humør – typisk når ejer kommer hjem efter hunden har været alene hjemme og nu bliver lukker ud i det fri – den vil nu springe og danse omkring som signal til, at begynde at lege. Bevægelserne – løb -vridninger, spring, hop og siksakken – er meget tydelige hos hunden. Det kan blive afbrudt af korte legebuk, der hurtigt gives, når hunden styrter videre i sin iver over ejer er kommer hjem. Den form for adfærd bliver brugt af ulve for af narre byttet. Ved at danse og springe omkring opnår de at narre deres bytte, så de lettere kan nærmer sig byttet. I forrige århundrede blev denne narrestrategi udnyttet af andejærgere i Nord Amerika. De opmutrede deres hunde, sædvanligvis pudler, til at springe legende omkring i det åbne. Når vild ænderne så det. kunne de ikke modstå lysten til at komme nærmere for at undersøge, hvad der foregik, og de gik lige i fælden. Den måde at fange ænder på blev kaldt “lokken” og hunden “lokkede” . Den kendsgerning at selv ænder blev tillokket viser netop, hvor effektiv hundens lege-opfordringer er blevet i løbet af deres udviklingshistorie.

Nogen unghunde er imidlertid for bange til at deltage i legeudbrudene hos ældre hunde. De voksne bliver frustrerede over dette, og gør deres yderste for at provokere juniormedlemmer. En af de strategier, de benytter sig ag i den forbindelse , er” beroligelse”. Et dominerende individ smider sig med fuld overlæg ned på jorden i nærheden af den ængstelige unghund og ruller om på ryggen i den typisk passive positur. Denne opførelse foregivelse af lav status får den yngre hund til at føle sig mere vigtig og til at komme nærmere. Kommer unghunden nærmere, så kan legen begynde. Samme type adfærd kan også observeres, når en maget stor voksen hund ønsker at lege med en meget lille hund. Den større hund underkastelsespositur er meget effektiv, når det gælder om at få den mindre hund til at slappe af og få legen til at blomster op. Hvis hunden skal kunne lege rigtigt som voksen, er det nødvendigt, at de som små har fået mulighed for at lege med søskende. Det er i løbet af de første levemåneder, hvalpe opdager vigtigheden af det så kaldet “skin-bid” . Når de begynder deres brydekampe indbyrdes, hæmmer de ikke deres bid, og deres spids tænder forårsager smertens hyl og – hvin. Men når de opdager, at vid stopper legen, lære de hurtigt at tæmme deres kæber og bid. Hunde, der har været holdt isoleret som små og er blevet berøver denne hvalpe-legefase, kan undertiden blive urostiftere som voksen. Da de mangler “skin-biddet”, sårer de deres legekammerat, og det kan medføre, at legen slår over i ægte kamphandling. Sådanne hunde bliver en plage i offentlige anlæg, hvor hunde samles for at lege.