Hvor skarp er en hunds lugtesans?

I en verden af lugte og dufte er mennesket en underlegen art, imens at hunden oplever en helt anden verden af dufte og lugte, med en skarphed og sensitivitet, der er ufattelig for os. Det er svært at beskrive deres overlegenhed på en enkelt måde. Nogle autoriteter har sagt, at hunden er 100 gange bedre end os til at opfange duft, andre har sat tallet højre, nemlig til en million, og atter andre har alvorligt hævdet, at det er i omegnen af 100 millioner. Sandheden er at sammenligningen kun kan gøre i forbindelse med en bestemt kemisk forbindelse. Ved nogle typer dufte er hunde kun lidt bedre end os, fordi disse dufte ikke har nogen betydning for dem – blomsterduft for eksempel. Men ved andre forbindelser, så som smørsyren i sved, har forsøg ud over al tvivl vist, at hunden har en følsomhed, der er mindst en million gange større end vores.

Eksempler på denne svedsporingsevne er forbløffende. Der er stenkastningstesten, hvor seks forskellige personer kaster en sten, så langt de kan. En hund får så lov til at snuse til en af personernes hånd, hvorefter den løber ud og finder stenen og kommer tilbage med den til den person den har snust til. Blot det at holde stenen i hånden længe nok til at kaste den, er tilstrækkelig til, at der er afsættes så meget sved, at hundens næse kan registrere det. Endnu mere overraskende er glaspladetesten. I den blive en ud af et sæt små glasplader kort berørt af et menneskes fingerspids. Glaspladerne bliver så gemt væk i seks uger. Når de tages frem igen til tesen, kan forsøgshunden uden besvær identificere den, der er blevet berørt.

Sveden fra menneskets fødder syns at være endnu lettere for hunden at kende. Blodhunde kan følge et spor, der er op til fire dage gammel, og opspore en person mere end 150km borte. Lugten fra menneskets fødder ser så stærk, at en hund kan identificerer den selv i områder, hvor mange fødder har trådt – hvor alle har haft sko på.

På grund af denne evne, der skyldes, at hundens næse indeholder 220 millioner lugteceller (mennesket har kun 5 millioner), har man brugt hundeassistance til mange forskellige sporingsopgaver, nogle mere indlysende end andre. Vi ved alle, at blodhunde er blevet brugt til at opspore bortløbende slaver og undvegne fanger, men det er mindre kendt, at hunden er blevet anvendt til at afsløre, om tvillinger er enæggede eller toægget. Da den personlige menneskeduft er arvelig, har enæggede tvillinger identisk kropslugt, og hunden kan ikke skelne mellem dem, hvorimod toæggede tvillinger har forskellige kropslugt og kan derved let kendes fra hinanden af hunden.

Andre opgaver for hundens næse har omfattet trøffelsøgning, narkotikaopsporing, bombefinding  og  redning af sneskredsofre, der er begravet under sneen. De tre hovedgrupper af narkotika – hash, kokain og heroin – har hver sin karakteristiske lugt, og hunden kan snuse sig frem til dem, selvom de er omhyggeligt skjult inde i forskellige genstande. Forsøg fra smuglernes side på at “maskere” en afslørende lugt er hyppigt blevet afsløret. Specielt trænede “hashhunde” har aldrig ladet sig narre af , at pakker med narkotika er blevet indpakket i dufte af parfume, krydderier, tobak, løg, kaffe eller mølkugler. Og hunde trænet til at finde bomber har ingen vanskeligheder ved at opdage svovlet i krudtet eller nitroglycerinsyren. Når det drejer sig om at kende forskel på mærkelige lugte, er hundenæsen langt mere effektiv end nogen maskine, mennesket har bygget.

I løbet af evolutionen har selektionstrykket for udvikling af en sådan forbløffende lugtesans naturligvis været en tendens til at øge evnen til at afsløre byttet via lugt på lang afstand. En ulv har vist sig i stand til i medvind at opdage en hjorts lugt over en afstand på godt to kilometer. Så snart hjortens lugt rammer ulveflokken, stivner ulvene i sporet og retter kroppen direkte mod byttet. Når de har stået stille et øjeblik for at få duften bekræftet, samler de sig snude ved snude med voldsomt logrende haler. Så styrter de til til femten sekunder senere mod hjorten, og jagten er begyndt. For sådanne dyr, især de der lever i det kolde.