Hvor godt ser hunden?

Hunden har et godt syn, men det adskiller sig i flere henseende fra vort. I mange år troede man, at de ikke havde noget farvesyn og levede i en fuldstændig sort/hvid verden. Man ved nu, at det ikke er tilfældet, men farver ikke er særlige vigtige for hunden. Forholdet mellem stav- og tapceller i deres nethinde er meget større end i vores. Stave er brugbare til sort og hvidt syn i svagt lys; tappe bruges til farvesyn. Det “stavrige” hundeøje er derfor specielt tilpasset en daglig cyklus, der begunstiger daggry og skumring som aktivitetsperioder. Det kaldes tusmørkerytme og er typisk for flertallet af pattedyr. Mennesker er normalt dagdyr og derfor ikke typisk pattedyr for så vidt angår synet.

Det lille antal tapceller i hundeøjet afslører, at hunde, skønt de ikke oplever menneskets “technicolor”-nydelse, dog må være i stand til at se en form for farvet omverden. Som den store øjenekspert Gordon Walles så malende udtrykte det: “For sådanne stavrige tusmørkedyr (som en hund) ville lysspektrets meset strålende farver højst vise sig som svage pastelnuancer af usikker identitet “det er rigtigt, men pastelnuancer er bedre en ingenting, og det er rart at vide, at vore hunde kan dele i det mindste nogen farveglæde med os, når vi sammen går tur i landskabet.

I svagt lys har hunden fordele. De har et lysreflekterende lag (tapetum lucidum) bagerst i øjet, der fungerer som en billedforstørrende mekanisme, som gør hunden bedre i stand til at udnytte den smule svagt lys, der måtte være. Ligesom for kattens vedkommende (de har samme mekanisme) for det deres øjne til skinne i mørke.

En anden forskel mellem vore øjne og hundens er, at hundens er mere følsomme for bevægelser og minder for detalje. Hvis noget står stille i god afstand fra hunden, bliver det næsten usynligt for den. Det er derfor så mange byttedyrartere stivner og står helt stille, før de prøver at flygte, når se bliver skræmt. Undersøgelser har viste, at hunden ikke kan opdage sin ejer, hvis vedkommende står ubevægelig ca. 300 meter fra den. Hvis en fårehyrde fra halvanden kilometers afstand blot gør tydelige håndbevægelser, ses de klart af hyrdehunden. Denne følsomhed for bevægelse er naturligvis af største vigtighed under lange forfølgelser af byttet. Når først bytte flygter, er hundens øjne på topydelse.

En yderligere hjælp for den jagende hund er dens meget bredere synsfelt. En smalhovedet race som greyhounden har en synsvinkel på 270*. En mere typisk hund har en på 250*. Fladhovedede race noget mindre. Men de har alle sammen 180*. Selvom det betyder, at hunden kan opdage små bevægelser over et meget større udsnit af landskabet, må de betale for dette ved at have et smallere område med binokulært syn (dobbeltsyn). Det er kun halvt så brede som vores . Så vi er bedre til at bedømme end hunden.